Regimer står for fald
Den
10.
marts er tibetanernes nationaldag og årsdagen for folkeopstanden i
Lhasa i 1959
og opstanden i Tibet i 2008.
Tibet
har været
besat i over 60 år, hvor tibetanerne er blevet forfulgt for fredeligt
at
udtrykke deres religion og politiske meninger, nægtet basale
menneskerettigheder og udsat for vilkårlige henrettelser, tortur og
fængsling.
De kinesiske overgreb antages at have kostet flere hundredetusinde
tibetanere
livet og medført ødelæggelse af tusindvis af klostre. Ved udgangen af
2010 var
der over 800 kendte politiske fanger i Tibet.
Umiddelbart
betragtet en håbløs situation, men i den forbindelse skal det erindres,
at der
gennem historien har været mange tyranner og brutale regimer, som for
en tid
har syntes uovervindelige, men de er altid faldet til sidst.
I
disse uger
skyller en ny og historisk bølge af oprør mod diktatorer og autoritære
regimer
ind over de arabiske lande: Tunesien, Egypten og Libyen m.fl. Dette
resulterer
forhåbentlig i fredelige overgange til mere demokratiske styreformer,
som vi så
i det tidligere Sovjetunionen og Østeuropa for omkring 20 år siden.
Kinas
regime
frygter med rette, at oprøret skal sprede sig til de kinesiske
breddegrader,
som det var tilfældet i 1989, hvor massakren på Den Himmelske Freds
Plads fandt
sted.
Gandhi
udtalte:
”Selv ikke den mest despotiske regering kan overleve uden de regeredes
accept.
Den accept sikres ofte med magt af despoten. Når undersåtterne ophører
med at frygte
despotens magt, er magten straks forsvundet”.
De
seneste
år har Kina årligt hævet militærbudgettet med tocifrede procentsatser,
hvilket
må antages at være begrundet i magthavernes frygt for ”den indre
fjende”, at
folket skal kræve deres ret til en anstændig tilværelse med demokrati,
frihed
og menneskerettigheder, og at de selv skal miste deres privilegier.
Nobelkomiteens
tildelte i 2010 fredsprisen til den fængslede kinesiske dissident Liu
Xiaobo
for hans lange ikke-voldelige kamp for grundlæggende
menneskerettigheder i
Kina. Beijing truede med vanlig arrogance forud for tildelingen
komiteen mod at
tildele prisen til Liu Xiaobo, hvilket kun understregede rigtigheden af
tildelingen.
Ved
at
fængsle Liu Xiaobo har de kinesiske myndigheder endvidere gjort præcis,
hvad de
prøvede at undgå. De har medvirket til at sprede hans ideer og
inspirere en ny
bevægelse af kinesiske og tibetanske fortalere for menneskerettigheder.
Efter
det
tibetanske oprør i marts 2008 opfodrede Liu Xiaobo sammen med andre
intellektuelle
den kinesiske ledelse til at gå i dialog med Dalai Lama.
De
vestlige
lande lever ikke op til deres idealer om demokrati, frihed og
menneskerettigheder. Vi har støttet brutale regimer i de arabiske lande
af
sikkerhedspolitiske årsager og i Kina af økonomiske årsager.
Når
Dalai
Lama kommer til København i april måned, har statsministeren muligheden
for at
mødes med ham og dermed råde bod på den fatale verbalnote fra december
2009,
hvor et stort flertal i folketinget fraskrev tibetanerne deres
rettigheder, og
samtidig efterleve vedtagelsen om Tibet fra marts sidste år, hvor
folketinget opfordrer
til, at ”dialogen mellem Dalai Lama-repræsentanter og den kinesiske
regering føres
igennem til et resultat, der sikrer tibetanerne reelt selvstyre inden
for
rammerne af den kinesiske forfatning med kulturel og religiøs frihed og
respekt
for menneskerettighederne”.
Den
globale
udvikling indenfor demokrati, frihed og menneskerettigheder vil før
eller siden
nå til Kina. Det er i alles interesse, at dette sker gennem fredelige
reformer,
hvilket vi må holde Kina fast på.
Frihedens
frø er en iboende del af den menneskelige sjæl. Den vil altid spire,
når de
rette betingelser er til stede, hvorfor alle regimer står for fald.
Offentliggjort 09-03-2011