Grundlag

Menneskerettigheder er grundlæggende rettigheder, der skal sikre det enkelte menneske mod overgreb begået af staten. Blandt de klassiske menneskerettigheder er retten til liv, frihed og personlig sikkerhed.

Historie

Historisk har der været flere tilløb til udvikling af menneskerettigheder:

Den britiske "Magna Carta" (friheds-chartret) fra 1215 og "Bill of Rights" fra 1689 gjorde en række undertrykkende statslige handlinger ulovlige i Storbritannien.

To store revolutioner opstod i det 18. århundrede, i USA (1776) og i Frankrig (1789), og førte til vedtagelsen af henholdsvis ”USA´s Uafhængighedserklæring” og ”Den franske Menneskerettighedserklæring”, der begge grundfæstede visse juridiske rettigheder.

"Vi anser disse sandheder for selvindlysende, at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres Skaber har fået visse umistelige rettigheder, heriblandt retten til liv, frihed og stræben efter lykke."

USA´s Uafhængighedserklæring, 1776

Verdenskrigene og de enorme tab af menneskeliv og grove menneskerettighedskrænkelser, der fandt sted under dem, var en af drivkræfterne bag udviklingen af moderne menneskerettighedsinstrumenter.

Folkeforbundet blev oprettet i 1919 ved forhandlingerne om Versailles-traktaten efter afslutningen af Første Verdenskrig. Forbundets formål inkluderede nedrustning, forebyggelse af krig gennem kollektiv sikkerhed, bilæggelse af tvister mellem landene gennem forhandlinger, diplomati og forbedring den globale velfærd.

På Jalta-konferencen i 1945 blev de Allierede Styrker enige om at oprette et nyt organ til at afløse forbundets rolle, De Forenede Nationer (FN). FN har siden sin oprettelse spillet en vigtig rolle i den internationale menneskerettighedslovgivning og har medvirket til en stor del af grundlaget for den nuværende humanitære folkeret og internationale menneskerettighedslovgivning.

Verdenserklæringen om menneskerettigheder

Verdenserklæringen om menneskerettigheder er en ikke-bindende erklæring, der blev vedtaget af FN´s Generalforsamling i 1948. Selv om verdenserklæringen er en ikke-bindende resolution, anses den nu for at være et centralt element i international ret, der kan påberåbes ved nationale og andre domstole. Verdenserklæringen opfordrer medlemslandene til at fremme en række menneskelige, civile, økonomiske og sociale rettigheder, at forsvare disse rettigheder er en del af ”grundlaget for frihed, retfærdighed og fred i verden”. Erklæringen blev den første internationale juridiske indsats for at begrænse staters adfærd, og pålægge disse pligter over for deres borgere efter modellen om rettigheder og pligter.

Dokumentet blev struktureret til at omfatte de grundlæggende principper om værdighed, frihed, lighed og broderskab i de to første artikler. Under udarbejdelsen blev der trukket på et udvalg af internationale menneskerettighedseksperter, repræsentanter fra alle kontinenter og alle de store religioner, herunder ledere som Mahatma Gandhi.

Verdenserklæringen blev delt i to forskellige konventioner, en konvention om borgerlige og politiske rettigheder, og en anden konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Begge begynder med folkenes ret til selvbestemmelse og suverænitet over deres naturressourcer.

"Alle mennesker er født frie og lige i værdighed og rettigheder. De er udstyret med fornuft og samvittighed, og de bør handle mod hverandre i en broderskabets ånd.”

Artikel 1 i FN's Verdenserklæring om Menneskerettigheder

Filosofier

Menneskerettighederne har gennem historien været vurderet på grundlag af religiøse, kulturelle, filosofiske og juridiske forhold.

Flere teoretiske tilgange har været fremført for at forklare hvordan og hvorfor menneskerettigheder er blevet en del af de sociale forventninger.

En af de ældste vestlige filosofier om menneskerettigheder er, at de er et produkt af en naturret.

Andre teorier antager at menneskerettighederne sætter moralsk opførsel i system, og er et produkt af den biologiske og sociale udvikling.

Gensidighed:

Den gyldne regel, eller etikken om gensidighed, fastslår: ”at man skal behandle andre, som man gerne selv vil behandles”. Princippet er, at gensidig anerkendelse og respekt for rettigheder sikrer, at ens egne rettigheder vil blive beskyttet. Dette princip kan findes i alle verdens store religioner i lidt forskellige former og blev nedfældet i "På vej mod en Global Etik" fra Verdensreligionernes Parlament i 1993.

Andre teorier om menneskerettigheder:

Interesse teorier fremhæver pligten til at respektere andre personers rettigheder på grund af egoisme:

"Menneskerettighedslovgivning, der gælder for en stats egne borgere tjener statens, ved for eksempel at minimere risikoen for voldelig modstand og protest, og ved at holde niveauet for utilfredshed med regeringen håndterbar.”

Niraj Nathwani i ”Rethinking Refugee Law”

Begreber i menneskerettigheder

Udelelighed:

Verdenserklæringens underskrivere giver i praksis ikke lige stor vægt til de forskellige typer af rettigheder. Nogle vestlige kulturer har prioriteret borgerlige og politiske rettigheder, til tider på bekostning af de økonomiske og sociale rettigheder, såsom retten til arbejde, uddannelse, sundhed og boliger. På samme måde har de tidligere sovjetblok-lande og asiatiske lande haft en tendens til at prioritere de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, men har forsømt at tilvejebringe borgerlige og politiske rettigheder.

Nogle menneskerettigheder siges at være ”umistelige rettigheder”. Udtrykket umistelige rettigheder henviser til ”et sæt af menneskerettigheder, som er grundlæggende, ikke er tildelt af menneskelig magt, og som der ikke kan gives afkald på”.

Universalisme vs. kulturrelativisme:

Verdenserklæringen sikrer universelle rettigheder, som gælder for alle mennesker, uanset deres tilhørsforhold (stat, race, religion, kultur m.v.).

Fortalere for kulturrelativisme argumenterer for accept af forskellige kulturer, som kan have praksisser der strider mod menneskerettighederne.

Relativistiske argumenter er tilbøjelige til at negligere det faktum, at moderne menneskerettigheder er nye for alle kulturer, da de ikke daterer sig længere tilbage end verdenserklæringen fra 1948, og den kendsgerning, at verdenserklæringen blev udarbejdet af folk fra mange forskellige kulturer og traditioner, og trak på rådgivning fra tænkere såsom Mahatma Gandhi.

Kulturrelativisme er næsten udelukkende et argument, der bruges af magthavere i kulturer, som begår menneskerettighedskrænkelser.

.