Forud
for klimatopmødet i København
(7/12-18/12) har årsagen til de igangværende klimaforandringer givet
anledning
til mange diskussioner.
Alt
taler for at vor levevis er en
væsentlig og afgørende faktor. Men uanset årsagen kan vi ikke komme
udenom, at
vi står overfor miljø- og ressourceproblemer af et omfang, der kræver
øjeblikkelig handling. Vi forbruger naturressourcer med en hastighed,
der gør
at dagen, hvor disse slipper op, nærmer sig med foruroligende
hastighed.
Der
er grundlæggende tale om et etisk
problem. Vi har i de rige lande haft et umådeholdent overforbrug, der
er sket
på bekostning af underbetalte arbejdere i udviklingslande og uden
hensyn til
miljøbelastninger. Der ses i nogle af disse lande en udtalt sammenhæng
imellem
brud på menneskerettigheder og manglende hensyntagen til miljøet. Et
land som
Kina bygger f.eks. på en ideologi med den centrale fejlagtige
antagelse, at
mennesket er adskilt fra sine omgivelser og derfor uden konsekvenser
kan
behandle miljø og andre mennesker efter forgodtbefindende. Men der
kommer altid
en dag, hvor regningen skal betales.
Vi
må fremover forvente et stigende
antal konflikter, som bunder i mangel på naturressourcer og
klimaforandringer,
og fører til menneskerettighedskrænkelser.
De
første tegn på dette ses allerede i
Tibet, som har en central placering i forhold til klimaforandringerne.
Tibet har
det største isdækkede område udenfor polarområderne og kaldes derfor
også ”den
tredje pol” (www.tibetthirdpole.org).
Der er allerede sket stor
afsmeltning af Tibets over 40.000 gletsjere og der er blandt forskere
udbredt
enighed om, at den globale opvarmning vil medføre en massiv øget
afsmeltning i
de kommende årtier. Dette vil dramatisk påvirke de større floder, der
forsyner
over en tredjedel af verdens befolkning med vand og medføre et stigende
antal naturkatastrofer.
Den
kinesiske regering har indtil
videre tvangsforflyttet over 100.000 tibetanske nomader til en
trøstesløs
tilværelse og underlagt en stor del af de øvrige nomader en række
restriktioner
med den begrundelse, at overgræsning har nedbrudt græsgange og truer
vandforsyningen. Fakta er, at nomaderne gennem årtusinder har medvirket
til at
opretholde det skrøbelige økosystem og at den nedbrydning, som har
fundet sted,
skyldes den globale opvarmning. Det reelle formål med
tvangsforflyttelserne må
angiveligt findes i andre forhold, herunder at opnå kontrol med
naturressourcer
og vandforsyningen til hjemlandet.
Kina
spiller som verdens største
udleder af drivhusgasser en central rolle, når der skal indgås en
klimaaftale.
Kina har indtil for nylig nægtet at sætte tal på reduktion af
drivhusgasser med
den begrundelse, at man er et udviklingsland. Kina er i forvejen et af
de
lande, som må imødese de største trusler fra klimaforandringer og har
derfor en
stor interesse i at medvirke til en klimaaftale. Men Kina har forstået
at
spille miljøkortene godt og har på forhånd opnået politiske
indrømmelser på flere
områder.
Senest
har den danske regering afgivet
en erklæring til Den kinesiske Folkerepublik, hvor man fra dansk side
giver
udtryk for, at man er imod tibetansk uafhængighed. Uanset hvad
regeringen
hævder, antyder den uheldige formulering en holdningsændring, som
strider mod
tiltrådte FN-resolutioner og folkeretten, efter hvilken Tibet den dag i
dag må
betragtes som et ulovligt besat, selvstændigt land. Erklæringen
indeholder
intet om tibetanernes rettigheder og er dermed med til at underminere
ønsket om
selvbestemmelse.
Erklæringens
formulering og det
forhold, at den afgives under klimatopmødet, indikerer, at der er tale
om en
kinesisk magtdemonstration, hvor klimamødets vært ydmyges som en
nation, hvis idealer
om frihed og menneskerettigheder er til fals. Det er åbenbart prisen
for at
medvirke til en klimaaftale og genoptage normale forbindelser. Det vi
kan lære
af den netop overståede sag er, at EU må optræde samlet i
Tibet-spørgsmål.
Vi
må ikke svigte tibetanerne i deres bestræbelser
på at opnå selvbestemmelse og en anstændig menneskelig tilværelse. Vi
skal
fortsat påtale de kinesiske overgreb på Tibets befolkning og miljø; og
ikke
lade det kinesiske styre bruge klimaforandringerne til at intensivere
sit
kulturelle folkemord i Tibet.
Offentliggjort 13-12-2009