Verden har de seneste år været kastet ud i en altødelæggende finansiel krise, som har haft stor negativ indflydelse på mange menneskers dagligdag.
Der er almindelig enighed om, at krisen overvejende skyldes grådighed, herunder anvendelsen af spekulative finansielle instrumenter og bonusordninger i finansverdenen.
Politikerne diskuterer, hvordan man ved politiske indgreb kan styre de finansielle markeder. Men netop politikerne har en stor andel af skylden for den nuværende situation. Ikke alene har de liberaliseret finanssektoren, men de har gået forrest, når moralen har måttet vige for grådigheden.
Den franske filosof André Glucksmann mener, at krisen først og fremmest er mental, og at det er mangelen på selvkritik efter kommunismens sammenbrud, som har ført Vesten på den økonomiske afgrunds rand. Han mener, at risikoen er stor for i den nuværende tilstand af økonomisk usikkerhed at lade sig friste af Kinas forføreriske økonomiske fremgang og stabiliteten i det topstyrede Rusland, og at det er vigtigt, at vi ikke lader os korrumpere af disse lande til gengæld for samhandel m.v. Han siger afslutningsvis, at for at modstå denne trussel er det vigtigt for Europa at stå sammen.
Forud for årsmødet i World Economic Forum, kommer forummets grundlægger professor Klaus Schwab med følgende opsang til verdens politiske og økonomiske ledere:
"Vi står med et moralsk problem. Vi er dybt forgældede. Vi har glemt at investere i fremtiden. Vi har undermineret den sociale sammenhængskraft. Vi er i fare for fuldstændigt at miste tilliden hos de næste generationer."
Det moralske forfald i Vesten er givetvis den grundlæggende årsag til den nuværende krise.
Det i dag grådighed og kortsigtede økonomiske dispositioner der sætter dagsordenen. Vi har mistet forbindelsen til vore værdier og kulturarv. Vi har ingen overordnede visioner for, hvad vi vil med vort samfund og hvad vi står for. Selv de grundprincipper, som vort samfund bygger på, frihed, demokrati, lighed og menneskerettigheder, fraviges efter forgodtbefindende, hvis vi kan se en økonomisk fordel herved.
Ingen steder ses vort moralske forfald tydeligere end i udenrigspolitikken, hvor vi handler og indgår aftaler, som undergraver vore demokratiske værdier.
Når der sker overgreb mod befolkninger i den muslimske verden spiller vi med vore demokratiske muskler og sender uden tøven tropper af sted for at forsvare vore værdier.
Når det kommer til Kinas overgreb på det tibetanske folk, kommer vi end ikke med en synlig moralsk støtte. Derimod vedtog det danske folketing i 2009 en erklæring til Kina om, at Danmark modsætter sig tibetansk selvstændighed. Noget ganske uhørt i folkeretten. Erklæringen blev støttet af samtlige partier med undtagelse af Dansk Folkeparti og Enhedslisten.
For nylig besvarede udenrigsminister Villy Søvndal (SF) spørgsmål fra Peter Skaarup (DF),blandt andet om udenrigsministeren i lighed med sin engelske kollega vil rejse spørgsmålet overfor de kinesiske myndigheder om selvafbrændinger blandt tibetanske munke i protest mod det kinesiske regimes undertrykkelse af Tibet, og om udenrigsministeren fremadrettet vil sikre, at Danmark markerer sin afstandtagen fra undertrykkelsen af tibetanerne.
Udenrigsministeren snakkede udenom og bedyrede, at den manglende støtte ikke skyldes frygt eller økonomiske forhold. En påstand som må stå til troende.
Kina har de sidste mange år haft held til at korrumpere og splitte de europæiske lande og kompromittere disse på deres grundlæggende værdier og troværdighed. Det har bredt sig som en pest fra politikerne og ned gennem samfundet.
Den nuværende økonomiske krise er en advarsel til Europa om, at vi må stå sammen,hvis vi vil bevare vore fælles værdier og kulturarv.
Vi har desperat brug for visionære og troværdige politikere, som er sig situationens alvor bevidst og nyder tillid i befolkningen. Der er behov for handling nu.
Danmark har EU-formandskabet i første halvår 2012 og har hermed en enestående mulighed for at vise vejen.
Offentliggjort 24-01-2012