60 år med vold og undertrykkelse
Den 1. oktober er 60-årsdagen for
Folkerepublikken Kinas oprettelse. Perioden har været præget af forskellige æraer;
fra formand Maos ideologiske felttog med grundlæggelse af det kommunistiske
regime gennem vold og organiseret ødelæggelse af kulturværdier; til Deng
Xiaopings fokus på økonomi og nedtoning af ideologi.
Det kommunistiske styre har på mange
områder udvist vilje og evne til at tilpasse sig nye tider, men
magtfastholdelse og kontrol med de mange minoritetsgrupper bygger stadig på
magt og voldsanvendelse. Maos udtalelse om, at ”politisk magt vokser ud af et
geværløb”, er stadig den gældende doktrin.
De
sidste 60 år har styret i Beijing eksperimenteret med forskellige grader af
undertrykkelse af Tibet og traditionen tro har de kinesiske myndigheder i Tibet
besluttet at indlede en ny ”slå hårdt kampagne” forud for årsdagen.
I stedet for at reflektere over de underliggende årsager til de
løbende konflikter i Tibet (og bl.a. Xinjiang), bl.a. diskrimination
og manglende beskyttelse af minoriteters rettigheder, har styret valgt den
hårde linje. Dette er udtryk for en fundamental mangel på forståelse, værdsættelse
og respekt for Tibets særlige kultur, historie og identitet. Meget kunne have
været opnået ved at føre en politik, som tilstræbte at vinde tibetanernes
hjerter og sind for fælles interesser.
Der
er skabt en voldsspiral, idet det, som opnås med vold, kun kan fastholdes med
vold. Som en konsekvens heraf er viljen til modstand i det tibetanske folk
stærkere end nogensinde.
Den tibetanske eksilregering fremlagde sidste år et forslag til en
fredelig løsning på spørgsmålet om Tibet indenfor rammerne af den kinesiske
forfatning og indgåede internationale aftaler m.v., herunder beskyttelse af
minoriteters rettigheder og ret til regional selvbestemmelse.
Det kinesiske styre forhandlede på skrømt med Dalai Lamas
udsendinge indtil OL var vel overstået og afbrød herefter alle forhandlinger,
ligesom man til stadighed med alle midler forsøger at isolere Dalai Lama fra
verdenssamfundet.
De sidste 60 års undertrykkelse har kun kunnet finde sted med den
frie verdens stiltiende billigelse. Efter kinesisk pres synes Tibet at være et
tabu i FN. FN´s Verdenserklæring om Menneskerettighederne anses for
hoveddokumentet til beskyttelse af menneskerettigheder. Alligevel er munke i
Tibet blevet arresteret blot for at være i besiddelse af en kopi af denne erklæring.
Det
internationale samfund er meget tilbageholdende med offentligt at kritisere
forholdene i Kina. Man har valgt det stille diplomati og underkender hermed den
vigtige rolle som de kinesiske bevægelser for demokrati og menneskerettigheder
spiller i forbindelse med at bringe forandringer til Kina. Betydningen af offentlig støtte og solidaritet er blevet
klart påvist af forskellige bevægelser i fortiden, bl.a. af apartheid-bevægelsen
i Sydafrika. For et undertrykt og forfulgt folk er følelsen af at være glemt og ignoreret af verdenssamfundet nedbrydende
for håb og moral.
Udtryk
for bekymring for og støtte til Tibet fra verdenssamfundet har en positiv effekt
og kan bidrage til at skabe det nødvendige politiske klima for en fredelig
løsning på spørgsmålet om Tibet, således at fremtiden for Kina og Tibet kan
bevæge sig ud over mistillid og fjendskab til et forhold baseret på gensidig
respekt, tillid og anerkendelse af fælles interesser.
Det
er mit håb, at medmenneskelighed og erkendelse af fælles ansvar må vinde over
ligegyldighed, resignation og pleje af egne kortsigtede økonomiske og politiske
interesser – hvilket er forudsætningen for indledningen af en ny æra:
forsoningens æra.
Offentliggjort 25-09-2009