Tibet-Kina:
Generelt
Debatindlæg
Regeringen bekender kulør i OL-spørgsmål
Kan frihed, demokrati og menneskerettigheder gradbøjes?
Statsminister Anders Fogh Rasmussen gav under samrådet med Kulturudvalget i dag udtryk for, at Danmark ikke vil stille konkrete krav til Kina for officiel dansk deltagelse i åbningsceremonien til De Olympiske Lege den 8. august 2008, endsige arbejde for en nærmere undersøgelse af overgrebene i Tibet eller andre tiltag, som kan hjælpe menneskerettighederne i Kina på rette vej.
Dette er et klart signal til kineserne om, at de kan fortsætte deres overgreb.
Undertrykkende regimers største frygt er oplysning. Kina har titusindvis af personer ansat til at kontrollere pressen. Det er en politisk sejr af dimensioner - i en situationen hvor hele verdens øjne hviler på Kina - fortsat at kunne nedskyde folk med koldt blod, forfølge mindretal, behandle politiske kritikere som kriminelle og tvangsforflytte folk for at give plads til OL – uden at dette udløser egentlige sanktioner fra det internationale samfund.
Frihed, demokrati og menneskerettigheder kan tilsyneladende gradbøjes, hvis der står andre interesser på spil, f.eks. økonomiske eller politiske.
Det skal i den forbindelse slås fast, at en boykot af åbningsceremonien er et klart politisk signal, som først og fremmest vil ramme den kinesiske ledelse – og ikke det kinesiske folk, som det ville være tilfældet med en evt. handelsboykot.
De ting der sker i Kina for tiden er klart i strid med de høje etiske standarder, der er fastsat i det olympiske charter og FN´s deklaration om oprindelige folks rettigheder, som Danmark har tilkendegivet at ville støtte aktivt.
Det internationale samfund har gennem årtier lukket øjnene for Kina´s overgreb. De mennesker som betaler prisen - ofrene - har kun én frygt (Halfdan Rasmussen´s digt):
"…..den nådeløse verdens blinde ligegyldighed".
Vi har alle en mulighed for at bekende kulør i OL-spørgsmålet: Orange (frihedens farve) www.TheColorOrange.net.
Offentliggjort 24-04-2008