Det olympiske paradoks
Skal vi fortsat sætte økonomiske interesser over etiske principper?
Den olympiske idé er en livsfilosofi, hvor respekten for universelle, fundamentale og etiske principper er det bærende element.
Ifølge det olympiske charter er målet for den olympiske bevægelse at bidrage til opbygningen af en fredelig og bedre verden ved at uddanne unge gennem udøvelsen af idræt praktiseret uden diskrimination af nogen art og i den olympiske ånd, som kræver gensidig forståelse præget af venskab, solidaritet og ærlighed.
Det kan i den forbindelse forekomme paradoksalt, at Den Internationale Olympiske Komité (IOC) har valgt netop Kina som vært for de kommende Olympiske Lege, som starter den 8. august 2008.
Mange menneskerettighedsorganisationer havde håbet og ventet, at valget af Kina ville sætte øget fokus på situationen i landet og derfor være medvirkende til en forbedring af menneskerettighederne. Sådan er det desværre ikke gået.
Tag f.eks. situationen i Tibet – en af de store, gamle civilisationer - der var en selvstændig stat indtil den kinesiske invasion i 1951, som har kostet mere end 1 million tibetanere livet og medført ødelæggelse af over 6000 klostre. Tibetanerne er blevet forfulgt for fredeligt at udtrykke deres religion og politiske meninger, nægtet basale menneskerettigheder og udsat for vilkårlige henrettelser, tortur og fængsling. En sag om et fattigt og undertrykt land; glemt og fortiet af verdenssamfundet.
Dette er ikke historie. Tibet er stadig et "frygtens" land. Der er stadig ikke religiøs frihed og der rapporteres stadig om forfølgelse og ødelæggelse af kulturværdier. Tibetanerne tvinges til at afsværge deres verdslige og åndelige leder Dalai Lama, som kineserne forsøger at isolere i verdenssamfundet. Alligevel står ingen som buddhisterne og Dalai Lama for fredens budskab. Han modtog herfor Nobels fredspris i 1989.
Kineserne har kørt en kampagne mod tibetansk kultur, religion og identitet. Indtil nu har Dalai Lama haft held til at føre en fredelig politik for en selvstyre-ordning. Man kan frygte, at kineserne ved at fremprovokere konflikter med mindre moderate tibetanere søger at skabe en undskyldning for en hårdere linje i Tibet.
Tibetansk kultur er i disse år under massivt pres fra Kina og er ved at undergå varige og uoprettelige forandringer - uden at tibetanerne har nogen reel indflydelse herpå.
Der er derfor behov for, at verdenssamfundet udviser ansvar.
De Olympiske Lege i Beijing er en enestående mulighed for at påvirke kineserne i den rigtige retning: Til at indgå selvstyre-forhandlinger med tibetanerne.
På grund af den store medieopmærksomhed i forbindelse med De Olympiske Lege vil kineserne formodentlig være mere modtagelige for positiv kritik, rede til at gå i dialog og have sværere ved at splitte verdenssamfundet ved hjælp af økonomiske sanktioner.
Vi kan alle medvirke til at fastholde kineserne til at foretage positive forandringer.
Den almindelige befolkning ved f.eks. at deltage i projekter som "farven orange" (